følelsen af mit liv. Jeg ville ønske jeg kunne grave mig selv ned i et hul.
Jeg er så træt af alle de grimme ting der sker. Jeg kan ikke overskue mængden af lort i mit liv.
hvad fuck gør man. Intet er godt. Intet er overskueligt.
Folk syntes nok også snart at jeg snakker for meget om mig selv. Ikke at jeg kan blame dem. Jeg gider heller ikke høre på mig selv længere.
Jeg er så træt af min mor og min far. Jeg er træt af folk der fortæller mig ting så de kan få det bedre med dem selv. Jeg er træt af at jeg fucking altid har været der for alle og jeg har vIrkeLIG gjort en DYD ud af at være en nærværende og anderkendene lytter.
jeg kan slet ikke det her pis altså
- selv når jeg lige er blevet spurgt ud på en date af en fyr jeg længe har villet møde og sådan, så bliver jeg ikke glad. Det er en overfladisk glæder. Intet ryger helt ind.
Folk glemmer. Folk er ligeglade. og jeg ender altid med at sidde og tage ansvar eller undskylde.
jeg vil ikke mere. Jeg er træt. jeg vil græde, men jeg kan næsten ikke mere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar